”HING HERREDS TING HOLDTES HER FRA HEDENOLD TIL 1688”
Således står der på den gamle tingsten, som lokalhistorikeren P. Storgaard Pedersen udhuggede og rejste i 1918 på det sted, hvor han ved udgravninger mente at kunne påvise, at det gamle tingsted havde været. Her havde han fundet flere gravurner og var sikker på, at lige her har der været den ret store gravhøj, som næsten var en forudsætning for et tingsted.
Et tingsted skulle nemlig kunne ses langt fra, så tilrejsende kunne vide, hvor det var, og denne gravhøj har været meget synlig for de tilrejsende, hvor mange kom sejlende.
Hvornår var egentlig ”hedenold”?
Man er ikke klar over, hvornår herredsinddelingen er opstået. Nogle mener, det sandsynligvis er sket i jernalderen eller før, hvor en hær måske bestående af 100 til 120 krigere har bosat sig fast. Andre mener, at herredsinddelingen er sket i 700’tallet, da Danmark blev samlet.
Men hvorom alting er, må ”hedenold” i denne betydning være det tidspunkt, da herrederne blev en realitet, og et nyt retssystem opstod.
Hvert herred blev et lille rige med egen leder og egen helligdom, der blev det lille samfunds samlende midtpunkt.
Allerede fra vikingetiden var herredets militære betydning neddroslet meget. Derimod vedblev det at have betydning som retskreds.
Hing herred omfattede Ringkøbing, Rindum, Velling, Hee, No, Torsted, Hover, Nørre Omme, Tim, Stadil, Vedersø, Ny sogn, Gammel Sogn og Holmsland Klit.
Da Ringkøbing blev købstad i 1453, fik den sit eget byting. Lige såvel som Tim fik sit eget birketing, der var en underafdeling af herredstinget.
Navnet på herredet har ændret sig gennem tiderne. Det første man kender til er ”Heingæhereth” fra 1200’tallet. Navnet er udledt af indbyggernavnet, som var ”Heingar”, hvilket betød; beboerne af Hee.
Derfor mener man, at navnet Hing fra begyndelsen er identisk med sognet Hee, som forudseende stenalderfolk havde placeret på det strategisk bedste sted, flere tusinde år før krigerne slog sig ned.
Da man omkring år 1140 byggede Hee kirke, blev den bygget ekstra stor, da den foruden at være sognekirke også skulle være herredskirke.
Det vil sige, at den skulle kunne rumme alle de mennesker, der kom for at overvære tingdagen, som blev holdt hver torsdag. Før man begyndte med retshandlingerne, var der gudstjeneste.
Den plads, tingstedet lå på, var ret stor, idet tingdagen også blev benyttet som markedsdag. Man kunne lige så godt prøve, om man kunne sælge eller købe noget, når man nu var blevet samlet.
Selve tingstedet var en rundkreds af store sten, som tingmændene kunne sidde på.
Inde i midten lå en endnu større sten, hvor forbryderen skulle sidde, når han eller hun skulle dømmes.
Rundt om tingstedet stod alle tilhørerne.
Alle frie mænd havde ret og pligt til at møde op på tingdagen, men herude i der vestjyske har afstandene været alt for store, så mange har ikke kunnet afse tid hver uge. De fleste sager har også været utrolig kedelige at høre på.
Det kunne være en sag om retten til at grave tørv et eller andet sted. En sag om en person, som ikke havde skåret grøde i sin del af åen. En, som mente, at en anden havde sat sit hegn lidt inde på hans mark.
Men det kunne også være grovere ting, og der var f.eks. hårde straffe for tyveri.
Blev en tyv grebet på fersk gerning, da skulle man binde ham tyvekosterne på ryggen, føre ham til tinge og overgive ham til kongens ombudsmand.
Havde han stjålet noget, der var mere end ½ mark værd (en mark var det samme som prisen på 36 tønder korn), da måtte ombudsmanden hænge ham, uden at han først skulle dømmes.
Havde han stjålet for mindre end ½ mark, fik han måske et par fingre hugget af, eller man skar et øre af ham, eller man kunne tyvsmærke ham ved at brændemærke ham i ansigtet med gloende jern, og hvis han senere blev grebet i selv det mindste tyveri, skulle han hænges.
Domstolen for stammen (herredet) var forskellige, men stammen kunne kun dømmes af sine egne stammefrænder.
Det øverste af dem var kønsnævnet. Det bestod af 12 mænd, og disse skulle have tilhørt stammen i mindst 3 slægtsled.
Så var der herredsnævnet, som også bestod af 12 mænd med 3 fra hver fjerding. (Herredet var delt op i fire dele). De skulle tage sig af sager som: Falsk – mordbrand – eller sigtelse for at være stimand. (Stimand! jfr. Jyske Lov: Den, der ligger i skov eller i skjul eller på hede eller på alfare veje og røver fra enten ridende eller kørende eller gående mand og søger i skjul med det røvede og dølger gerningen.)
Desuden sandemændene, der bestod af 8 mænd med 2 fra hver fjerding, som skulle tage sig af uenigheder om markskel og tvivlsomme drabssager. Deres arbejde kaldtes et tog.
Herredsfogeden var udnævnt af kongen. Han skulle føre forsæde og holde orden på tinget.
Han skulle overvåge, at kongen fik det, han skulle have, og i nogle tilfælde sørge for at den dømte forbryder blev straffet. Men han kunne ikke dømme nogen. Det kunne kun herredsnævnet og sandemændene.
Over dem stod kønsnævnet, der kunne omstøde eller ændre dommen.
Når dommerne var blevet enige, gik lovsigemanden, hvilket normalt var herredsfogeden, op på toppen af gravhøjen og forkyndte dommen for de fremmødte.
Sådan et herredsting havde naturligvis sin egen bøddel, som tog sig af henrettelser og tortur.
Bødlens medhjælpere kaldtes rakkerknægte.
Omkring 600 meter øst for tingstedet lå galgebakken, der samtidig var bavnehøj, hvorfra man tændte bål, hvis der var fjender i sigte.
Denne sandsynlige galgebakke findes i dag. Den ligger inde mellem træerne mellem vejene N.P. Jeppesensvej og Skovvej og kaldes i dag Præstebakken.
Større retssager fra Hing Herreds ting kunne appelleres til næste højere retsinstans, som var sysseltinget i Holstebro. Derfra kunne man så appellere endnu engang til den højeste retsinstans, som var Landstinget i Viborg.
Sammen med andre bekendtgørelser af interesse for sognets beboere blev de vedtagne retssager læst op på kirkestævnet, som blev holdt udenfor kirken hver søndag efter gudstjeneste.
Kirkestævnet var den tids avis.